Solcelle anlæg

 

Energien fra solens stråler opfanges af solcelle paneler, som konverterer energien til DC-strøm uden nogen emissioner. Derefter konverteres strømmen vha. af invertere fra DC-strøm til AC-strøm, og strømmen sendes videre ind til det offentlige el-net.

En solcelle (kaldes på engelsk Photovoltaic cell, eller PV) omsætter lysets stråling til elektricitet vha. den såkaldt fotoelektriske effekt. Selve processen blev opfundet i det 19. århundrede, og bygger i dag på samme principper: det centrale element i en solcelle er et til to lag af typisk silicium, der har den egenskab, at det genererer elektriske udladninger ved påvirkning af solstråler. Energien fra overskyet himmel svarer til 30% af energien fra en skyfri himmel.

De elektriske udladninger fra hver enkelt celle er små, og mange solceller forbindes til større enheder (moduler/paneler), der indkapsles bag en glasoverflade. Solcelleanlæg er karakteriseret ved deres modulære opbygning. Panelerne kobles sammen for at give anlægget den ønskede strømstyrke og spænding.

Omsætning fra lys til elektricitet sker helt uden bevægelige dele.

Solceller findes som: monokrystallinske, polykrystallinske og tyndfilmssolceller.

De mest effektive, men tilsvarende mest omkostningsfulde, er monokrystallinske solceller. Disse har en udnyttelsesgrad af solens energi på ca. 16%, og bruges i dag på ca. 30% af alle verdens installationer. De andre typer har lavere udnyttelsesgrad, men er billigere at fremstille. Valg af solcelle type afhænger af det individuelle solcelle-anlæg, og afgøres mest ud fra en økonomisk, pladskrav og holdbarheds betragtninger.